De bedste kulturperler i Randers

I de sidste mange år har Randers skullet kæmpe med lidt af et blakket image som hjemstedet for udborede knallerter, mokai-drikkende gnallinger og manglende endelser på de fleste almindelige danske ord.

Men denne ensidige fortælling om Randers er faktisk ganske… ensidig. For Randers er en fantastisk by med masser af muligheder for oplevelser og kulturelle perler, der er værd at besøge.

Underværket

Underværket i Randers er et fantastisk smeltedigel af forskellige kulturelle oplevelser og handelsmuligheder. Her afholdes der årligt musikfestivaler, koncerter og kunstudstillinger, ligesom stedet byder på lækre muligheder for at dykke ned i eksotiske butikker.

Og det er noget af det særlige ved Underværket. Det ene øjeblik byder de på ballet, det næste hardcore metal, for derefter at vende snuden mod en kunstudstilling. Der er noget for enhver smag på Underværket i Randers.

Cafe von Hatten

Nu hvor vi er ved musikken, så byder Randers på et af Danmarks bedste spillesteder, nemlig Café von Hatten. Von Hatten har mere end 30 år på bagen og drives udelukkende af lokale frivillige ildsjæle, der kæmper for at bevare sjælen på det gamle spillested.

Her er der (metaforisk) højt til loftet og plads til alle. Og mange danske bands og kunstnere såsom VETO, Carpark North og Marie Frank har trådt deres barnesko på von Hattens scene. Stedet emmer af gammel nostalgi, der understreges af de gamle plakater på væggene.

Udenfor caféen er der et hyggeligt gårdmiljø, hvor man kan trække sig ud for at nyde en cigaret – hvis man da ikke er gået over til den elektroniske variant– eller få en mundfuld frisk luft. Det er også her i gården, at der hvert år afholdes jul i juli, hvor der d. 24. juli pyntes op med juletræ. Og børnevandbassin…

Randers Regnskov

Kendetegnet for Randers er i de seneste år blevet Randers Regnskov. De ikoniske tre kupler er blevet et varemærke for byen og er kendt ud over landets grænser.

Regnskoven har da også oplevet en gedigen form for ekspansion siden begyndelsen. Nu kan du ikke alene opleve fugle og krybdyr i regnskoven. Nej, hvis du er til lemurer, kæmpe skildpadder eller jaguarer, så er Randers Regnskov stedet for dig.

Memphis Mansion

Er du typen, der får hjertebanken ved tanken om Elvis Presleys svingende hofter? Så bør du unde dig selv et besøg til Memphis Mansion i Randers. Her er alt, hvad en vaskeægte Elvis-aficionados kunne drømme om i det store mansion, der udvendigt er en eksakt kopi af Elvis’ hjemsted, Graceland.

I Memphis Mansion kan du gå på jagt i en af verdens største private Elvis-samlinger, ligesom du kan købe Elvis-memorabilier i hobetal.